go`e historier

Go´e Historier

Kennel Kjersgaard

Opdræt af Finske Lapphunde

Her vil blive indsat  gode, hyggelige, sjove, sande hyggestunder genfortalt  af de  hvalpekøbere

som gerne vil dele deres tanker og oplevelser med deres 4 benede familiemedlem.

                                           Historie fortalt af ASLAs familie, Asla er fra B kuldet

Her midt i livet besluttede jeg mig for at ville have hund. Jeg satte mig ved computeren og læste om  alverdens hunderacer... og da jeg kom til beskrivelsen af Den Finske Lapphund, skete der noget....


Jeg læste om en hunderace med stor integritet og et sensitivt sind. En naturlig hund, det ikke gider spille klovn for en godbid... En hund, der ikke er styret efter et ur, men efter den stemning og situation, der nu byder sig. Tillige med beskrivelserne var der billeder af alskens udgaver af racen. Smukke storpelsede hunde, løveagtige, bjørneagtige, ulveagtige. Jeg så dem for mig ligge ved samernes telte i bidende kulde... rullet sammen, fast besluttet på at ville passe på både de små samer børn inde i teltet og de små ren kid, der lå i læ ved krattet af små fyr træer udenfor.....


Min datter var enig... ”Nej, mor vi skal ikke have sådan en hund, der savler over en godbid eller som skal kues for at forstå.... vi skal have en hund, der hviler i sig selv...”


Vi tog på besøg hos Erik og Lotte og de store og små lapphunde... og det var jo ikke hundehvalpe... det var mere små oddere, der lå der og plirrede med de små øjne... Erik og Lotte tegnede og fortalte, og Amanda nussede med dem alle, men besluttede sig hurtigt for den lille, der lagde sit odder hoved i hendes skød. Erik og Lotte ville reservere ham til os, efter vi havde tænkt ”Livet med hund” grundigt igennem....


Amanda døbte ham Asla, frit efter Aslan, som betyder Konge. Og intet navn kunne være bedre.


I dag er han en snart et-årig smuk, smuk Finsk Lapphund.


Han har sovet i haven i nat. Han passer på pigerne, der sover i telt. Lige ved teltåbningen. Som en Finsk Lapphund har gjort det i århundreder... historiens vingesus er i ham og mig...


Vi har knyttet et bånd, Asla og jeg. Vi har en nærhed og en fortrolighed, som kun han og jeg forstår... en tillid... han løber for det meste frit... når der ikke er biler eller anden fare...


Han har givet  mig adgang til min egen indre natur....der, hvor der er rent og enkelt, og hvor kun få ord er nødvendige. Han venter altid på mig, når vi går tur, hvis han runder et sted, hvor han ikke kan se mig. Og når vi kommer til vejen, og jeg er faldet i staver og glemmer at give ham snor på, står han bare og venter på mig, til jeg kommer og giver ham den på, for ”jeg skal jo passe på dig”, som jeg hvisker til ham, lige så stille, mens jeg giver ham et kys i panden.


Jeg elsker min hund, og gør hvad jeg kan for at han føler sig tryg ved mig og sit hundeliv sammen med mig og Amanda. Vi bor på landet i et lille bindingsværkshus med stråtag, stokroser og høns. Og nu også vores smukke, kloge Asla, der kan ligge som en sfinx og spejde... så stolt og smuk.... eller i køligheden om aftenen på ryggen med alle fire ben strittende ud til verdenshjørnerne... eller i middagsheden i gangen, med sveden dryppende fra tungespidsen, gispende fordi dér trods alt er køligst.


Vi går ofte morgen/formiddagstur for os selv, vi to. Det er vores stund sammen. I skoven eller ved markerne... vi snuser naturen ind i vores kroppe i al slags vejr.


Om eftermiddagen tager vi jævnligt i hundeskov, hvor Asla får mulighed for at tumle med sine egne og har lært hundesprog til fulde... nu er han ikke længere den mindste og sætter også normer for, hvad han vil og ikke vil finde sig i fra de andre. Hans integritet og hengivenhed giver ham respekt i flokken af hunde og ejere, der mødes sent hver eftermiddag i skoven for efterfølgende at gå en tur sammen med hundene. De fleste går også her uden snor, og i dag tager Asla hverken notits af  løbere, gående eller cyklister... han passer sit. De passer deres.


Asla har beriget mig gennem muligheden for at udleve og udfolde den kontakt og det sprog, der har gjort det muligt for menneske og hund at lære at leve sammen gennem hundreder af år. Med fordele for begge igennem et respektfuldt forhold.


Vi gør ikke meget væsen af os. Jeg tænker nogen gange på, at jeg ud over at have lært ham hans navn at kende og at ”kom Asla” betyder, følg mig... så har jeg ikke gjort meget andet. Resten er kommet af sig selv. Jeg meldte mig naturligvis til hundeskole. Det er jo trenden. Men Asla og jeg måtte opgive efter to sessioner. Efter to minutters tilstedeværelse lagde Asla sig ved min side og sov  i protest over ikke at måtte hilse på sine artsfæller, og jeg faldt i staver, og forstod ikke hvorfor jeg skulle putte to kilo godbidder i min hund, for at få den til at gå ved siden af mig eller ”sitte”. Både Asla og jeg følte os underligt tilmode ved det. Så det blev droppet til fordel for lange vandreture sammen, hvor der var tid og ro til at lære hinanden at kende.


Vi er lige kommet hjem efter en tur i skov og ved å. Asla er blevet fortrolig med vand og stavrede over og besigtigede brinken på den anden side, men kommer tilbage lige så snart jeg kalder. Da vi kom hjem hilste vi på nogle af landsbyens medborgere, der nogen gange kommer og låner ham til en gå-tur sammen med børnene.


Nu ligger han på sin faste soveplads, som han selv har valgt fra han var lille, og hviler. Han gør huset så utroligt fredsommeligt ved sin bare tilstedeværelse. Ind i mellem rejser han hovedet og sender mig et velkendt blik. Det blik, der fortæller mig, at jeg gjorde ret, da jeg besluttede, at nu var det tiden at få en hund. Men ikke en hvilken som helst hund. En hund, hvis indre natur passer til min egen. Og mange med mig mener, at han og jeg er et fortræffeligt match.



Med kærlig hilsen og tak til Lotte og Erik, der har givet mig muligheden for at lære Den Finske Lapphund at kende.


Anne Marie Steenild


Borum, juli 2013.


Copyright 2012 © All Rights Reserved,  Kennel Kjersgaard